
Vejle nærmer sig Lyngby bagfra med vigtig udesejr hos de Kongeblå
Selvom afstanden til nedrykningsstregen er den samme, er der i dén grad optimisme at spore i Vejle.

Der er sket noget i Vejle vinteren over, og optimismen er tilbage.
Det blev der søndag sat to streger under, efter Nørreskovens helte kunne rejse fra Lyngby med en 1-2-sejr og fornyet håb i overlevelseskampen.
Det var ellers Lyngby, der fik en perfekt start på kampen, da belgiske Lucas Lissens allerede efter tre minutters spil bragte hjemmeholdet foran, men Vejle svarede hurtigt tilbage.
Efter et kvarters spil udlignede Christian Gammelgaard nemlig til 1-1, efter Jannich Storch i Lyngby-målet ellers havde reddet en friløber fra German Onugkha. Returen røg dog ud til Gammelgaard, der bragede den op i nettet.
Superligaens allervarmeste angriber netop nu – russiske German Onugkha – viste dog anderledes skarphed midtvejs i første halvleg, da han som det naturligste i verden sendte bolden i kassen et godt stykke udenfor feltet og sparkede sig selv op på i alt otte superligamål i 2025.
Onugkha har endnu til gode at spille en superligakamp uden at score siden sit udlån fra F.C. København til Vejle sidst i januar.
Med sejren har Vejle nu kun to point op til Lyngby, mens der fortsat er fire point op til Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen, efter sønderjyderne søndag fik fuldt udbytte af opgøret mod Silkeborg.
