Arsenal bekræfter: Ny sportsdirektør på plads

Det bliver Andrea Berta, der fremover sætter sig i sportsdirektørstolen hos The Gunners.

Andrea Berta sidder med en kuglepen i hånden.
Foto: Arsenal FC

Arsenal har fundet sin afløser til Edu.

Premier League-klubbens nye sportsdirektør kommer til London fra Atletico Madrid.

Der er nemlig tale om den 53-årige italiener Andrea Berta. Det bekræfter Arsenal selv søndag eftermiddag.

– Jeg er lykkelig over at slutte mig til Arsenal i det, der er en enormt spændende periode for klubben.

– Jeg har med stor interesse set på måden, Arsenal har udviklet sig i de senere år, og jeg beundrer det hårde arbejde, der har været lagt i genetableringen af klubben som en magtfaktor i europæisk fodbold med passionerede følgere verden over, lyder det fra Berta.

Andrea Berta har arbejdet som sportsdirektør i klubben som AC Carpendedolo, Parma og Genoa i hjemlandet, inden han i 2013 tog turen til den spanske hovedstad.

Her fungerede han fra 2013 til 2017 som teknisk direktør i Atletico Madrid, inden han fra 2017 til januar i år fik rollen som sportsdirektør.

Andrea Berta sidder med en kuglepen i hånden.
Foto: Arsenal FC

– Alle der ved noget om fodbold, ved at Andrea er en imponerende figur. Han har en stor viden om spillet, en fantastisk historik, et stærkt netværk og et umætteligt ønske om at opbygge vindende hold.

– Andreas vil være en fantastisk tilføjelse til vores klub. Han forstår vores værdier og det, vi står for, og vi har ingen tvivl om, at han kan hjælpe os med at skubbe på og tage de næste skridt i vores mål om at vinde store trofæer, lyder det fra Co-formand Josh Kroenke.

Efter mere end fem år i klubben sagde Arsenal i november farvel til Edú Gaspar, der tilskrives stor andel af æren for, at Arsenal i de seneste år har blandet sig i toppen af engelsk fodbold.

Hos The Gunners er følelsen dog, at det er den perfekte afløser, der nu er på plads.

– Vi gennemgik en grundig rekrutteringsproces, og vi var enormt imponerede over niveauet på alle de øvrige kandidater, men det var Andreas erfaring og den succes, han har haft, der skilte sig ud.

– Vi ser frem til at arbejde sammen og byde ham velkommen til Arsenal-familien, lyder det fra Josh Kroenke.

Andreas Berta har ikke selv haft en fodboldkarriere af nævneværdig karakter.

Mest populære

Notifications

Notifikationer