
Thomas Frank jubler efter forlængelse: En af de bedste i Premier League
Christian Nørgaard har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse med Brentford.

Christian Nørgaard har minimum to sæsoner mere i sig i Premier League.
Den 31-årige dansker har netop forlænget sin kontrakt med Brentford FC med yderligere to år, så han nu er bundet til klubben frem til sommeren 2027.
Derfor er det en tilfreds Thomas Frank, der kan præsentere kontraktforlængelsen af sin anfører.
– Hans egenskaber til at opsnappe farer og erobre bolde har været ekstrahøjt niveau, ligesom hans evne til at spille fremadrettet på den første eller anden berøring. Og så er han blevet målfarlig denne sæson!
Deres bånd går mange år tilbage, og det fortsætter altså nu i minimum to år mere.

– Første gang jeg var træner for Christian, spillede han som 10’er. Nu er han en af de bedste defensive midtbanespillere i Premier League, fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Så jeg er meget glad. Forhåbentlig kan vi fortsætte med at være succesfulde sammen.
Nørgaard står noteret for 187 kampe i Brentford-trøjen, og har været en fast bestanddel af klubben, siden han kom til i 2019, hvor han sluttede sig til London-klubben fra Fiorentina.
Christian Nørgaard spillede også under Thomas Frank i Brøndby, og de kender hinanden helt tilbage til ungdomsfodbolden i DBU.