
Måske Superligaens største profil: Springer i dén grad i øjnene
Serginho var her, der og allevegne, da Viborg FF uddelte bøllebank i Aalborg fredag aften.

I Viborg går det godt – og det skyldes ikke mindst Serginho.
Superligaens assistkonge har nu scoret to mål og leveret syv oplæg i den grønklædte klubs seneste fem kampe.
Fredag aften gik det ud over AaB, da han i løbet af første halvleg både lagde op til et mål og scorede selv.
Med de imponerende tal og præstationer in mente rejser spørgsmålet sig derfor, om han egentlig er Superligaens største profil lige nu?
Campos ekspert, Rasmus Würtz, tøver med at udråbe den vævre kantspiller som den største af dem alle, men har samtidigt svært ved at pege på en anden spiller, der fortjener titlen mere:
– Det er jo altid lidt specielt når vi snakker om topscorere og profiler, for det må jo et eller andet sted være lettere at toppræstere i den nederste halvdel.
– Men i forhold til at være afgørende og seværdig, så har jeg svært ved at se nogen, der springer mere i øjnene end ham, siger Würtz og nævner dog blandt andre FC Midtjyllands Aral Simsir og Dario Osorio, inden han fortsætter:
– Serginho springer jo i den grad i øjnene. Han var outstanding og drev jo til tider gæk med AaB-spillerne.
– Hans tal taler sit eget sprog. Én ting er jo, at han er en lækker spiller at se på, fordi han er så teknisk velfunderet og glider af på modstanderne, men han får også output og effektivt ind i det. Det bliver svært for Viborg at holde på ham meget længere.
Serginhos nuværende aftale med Viborg FF strækker sig frem til sommeren 2026.