
Besiktas besejrer Galatasaray efter voldsomt rødt kort
Przemyslaw Frankowski spillede kun kampens første 36 minutter.

Galatasaray har fortsat kurs mod sit tredje tyrkiske mesterskab i træk.
Lørdag fik de dog et hak i snuden i udekampen mod Istanbul-rivalerne fra Besiktas, der hjemme på Tüpraş Stadyumu vandt 2-1.
Rafa Silva havde allerede bragt hjemmeholdet foran 1-0, da Przemyslaw Frankowski gjorde det vanskeligt for sin Galatasaray-holdkammerater, da han fik direkte rødt kort allerede efter 36 minutters spil.
Frankowski havde slet ikke blik på Ernest Muci i et Besiktas-angreb, og med en fod imellem benene på den albanske angriber ramte polakken lige der, hvor de fleste mænd aller nødigst vil rammes. Efter VAR-gennemgang kostede den tilsyneladende utilsigtede aktion Frankowski et direkte rødt kort.
Trods den mandskabsmæssig reducering lykkedes det kort før pausen Lucas Torreira at udligne Besiktas’ føring, men Gedson Fernandes gav atter Besiktas føringen efter 66 minutters spil – en føring der holdt hele vejen hjem.
Med nederlaget kan den tredje af de store Istanbul-klubber, Fenerbahce, reducere Galatasarays forspring i toppen til tre point.
For Ole Gunnar Solsjær og Besiktas er mesterskabsskibet for længst sejlet. Sammen med sit hold kæmper normanden for at sikre tredjepladsen, som Samsunspor lige nu sidder på.