Trods tung ilddåb: Guardiola roser usbekisk talent

Det 21-årige forsvarstalent fik ikke den nemmeste start i Manchester City.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Abdukodir Khusanov fik en tung start i Manchester City-trøjen.

Det usbekiske forsvarstalent blev smidt for løverne i sin debut for de forsvarende mestre, og det endte ikke helt efter planen.

Khusanov kostede et mål efter tre minutter mod Chelsea og var lige ved at blive udvist kort efter.

Men siden hen har den 21-årige stopper spillet sig op for Manchester City, og det er bemærkelsesværdigt, mener Pep Guardiola.

– Vi forventede ikke, at han ville have spillet så mange kampe på det her tidspunkt, men sådan har situationen været.

– Han har nogle helt specielle kvaliteter. Han er så hurtig, og han bringer en masse passion med sig. Han virker til at have godt styr på kommunikationen efterhånden, men vi skal skubbe endnu mere på for, at han skal blive endnu bedre til det, siger Pep Guardiola om Abdukodir Khusanov.

Det usbekiske talent har spillet seks kampe i Premier League for Manchester City.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

I weekenden møder Khusanov, Guardiola og Manchester City Premier League-konkurrenterne fra Bournemouth i FA Cuppens kvartfinaler.

Skulle Manchester City gå videre vil det være syvende sæson i træk, at klubben når semifinalerne i FA Cuppen.

City-direktør om Khusanov: Pep-samarbejde vil gøre ham bedre

Mest populære

Notifications

Notifikationer