
Serginho og Viborg skiller AaB ad og forlænger pinlig stime
Der var klasseforskel i Aalborg fredag aften.

AaB’s fans må efterhånden være trætte af at tage på stadion.
I hvert fald blev nordjyderne fredag aften tildelt sit syvende Superliga-nederlag på hjemmebane i streg.
Det gjorde de, da Viborg FF fortsatte sine flotte takter og kampen igennem gjorde det klart, at den grønklædte Superliga-klub ikke har tænkt sig at blive viklet det mindste ind i noget nedrykningsdrama.
Jakob Poulsens mandskab kan således rejse hjem med en sejr på hele 0-4.
Særligt Viborgs Serginho var i hopla i første halvleg, da han i det 21. minut demonstrerede, hvorfor han er Superligaens assistkonge. Denne gang var det Thomas Jørgensen, der fik lob til at slå kapital af den vævre kantspillers flotte forarbejde.
20 minutter senere tog han så sagen helt og aldeles i egen hånd, da han med skarpe træk fik AaB-spillerne til at vælte rundt, inden han sparkede den sikkert i mål. Han er nu oppe på at have været direkte involveret i ni scoringer i Viborgs seneste fem kampe.
Med lidt over en time spillet faldt opgørets næstsidste scoring, da AaB-forsvaret endnu en gang blev udstillet. Franske Yonis Njoh slap uden det store besvær fri og sparkede bolden ind højt i målet.
Dybt inde i tillægstiden ville indskiftede Charly Nouck også lege med, da han tog en flot solotur og satte en tyk streg under, at Viborg råder over en trup fyldt med driblestærke kantspillere.
AaB har fortsat fire point ned til nedrykningsstregen, mens Viborg FF nu kun har to point op til Silkeborg IF på den eftertragtede syvendeplads.
Du kan se højdepunkter fra kampen nedenfor
AaB 0-1 Viborg FF (Thomas Jørgensen, 21′):
AaB 0-2 Viborg FF (Serginho, 41′):
AaB 0-3 Viborg FF (Yonis Njoh, 64′):
AaB 0-4 Viborg FF (Charly Nouck, 90+5′):