
NordicBet Ligaens slutspil indledes med pointdeler
Vendsyssel FF og Hillerød Fodbold kunne ikke finde en vinder fredag aften.

Hillerød Fodbold var snublende tæt på en plads i NordicBet Ligaens oprykningsspil.
I stedet endte man med at være det suveræne tophold i nedrykningsspillet fra start.
Fredag aften ventede der derfor en udekamp mod Vendsyssel FF, som kæmper med næb og kløer for overlevelse.
Men selvom de ligger i hver sin ende af tabellen, blev der ikke fundet en vinder i det nordlige Jylland. Kampen endte nemlig 0-0.
Overordnet set var det et opgør, der, som resultatet også afspejler, generelt var chancefattigt.
Hillerød sad på det meste af spillet, men uden for alvor at blive farlige.
Med det ene point har Vendsyssel FF fortsat et enkelt point op til HB Køge på den rigtige side af nedrykningsstregen, mens Hillerød nu har syv point ned til Hobro IK på ottendepladsen.