
Efter ydmygelse: Medier melder om trænerfyring på vej i Brasilien – afløseren er fundet
Dorival Júnior bliver dømt færdig som brasiliansk landstræner af flere medier.

Natten til onsdag blev Brasilien offer for en omgang klø, da ærkerivalen Argentina sendte sambanationen hjem med et 4-1-nederlag i bagagen.
Selvom det måske ikke lyder af noget der er en decideret skandale værdigt, så er det alligevel Brasiliens største nederlag nogensinde i VM-kvalifikationen.
Det er samtidig også Brasiliens største nederlag mod Argentina i 61 år.
Foruden den enkelte kamp, så befinder Brasilien sig også på en skuffende fjerdeplads 14 runder inde i den sydamerikanske VM-kvalifikation.
Alt i alt er det faktorer, som nu skulle have fået bægeret til at flyde over i det brasilianske fodboldforbund.
I hvert fald beretter flere medier fredag, herunder journalisten Fabrizio Romano, at landstræner Dorival Júnior står til at få sparket med øjeblikkelig virkning.
Også mediet beIN Sport beretter det samme – og mere til.
Mediet mener nemlig at vide, at man er så langt i processen, at der er blevet udpeget en favorit til at overtage jobbet, nemlig den nuværende Al Hilal-cheftræner Jorge Jesus.
Dorival Júnior har været brasiliansk landstræner siden begyndelsen af 2024 og står noteret for et pointsnit på 1,69 efter 16 kampe.