
Kort før lukketid: Dansker på plads i Stabæk
Mads Nielsen har fundet sig en ny klub, efter han vinkede farvel til Frederikstad onsdag.

Foto: Stabæk
Det går hurtigt for Mads Nielsen.
Onsdag vinkede han farvel til Frederikstad, efter de to parter var blevet enige om at gå hvert til sit.
Torsdag aften er han nu blevet præsenteret i Stabæk, der holder til i den næstbedste norske række.
Det oplyser danskerens nye klub på sin hjemmeside på transfervinduets sidste dag i Norge.

Mads Nielsen er blevet udstyret med en aftale for resten af året.
Den 31-årige midtstopper nåede at repræsentere Frederikstad i 174 kampe over en periode på syv år.
Stabæk sluttede på syvendepladsen i den norske 1. division sidste sæson.