
Falk: Forstår godt bekymringerne
Før mesterskabsspillets begyndelse har F.C. København ikke vundet deres tre seneste kampe i Superligaen.

Fire point adskiller FC Midtjylland og F.C. København.
Det er utilfredsstillende for hovedstadsklubben, der går benhårdt efter at blive danske mestre.
Rasmus Falk, der vendte tilbage på banen i begyndelsen af marts, forstår derfor godt, at der kan opstå tvivl omkring FCKs muligheder for at gå hele vejen.
– Vi er i en situation lige nu, som vi ikke ønsker at være i, fordi vi vil gerne være nummer et. Om ti kampe ved vi, om det har været en kæmpe skuffelse, eller om vi har nået vores mål.
– Vi forstår godt tvivlen, vi forstår godt bekymringerne, fordi der har været nogle svipsere, og der har været nogle simple niveauer, der ikke har været godt nok, siger Rasmus Falk til Viaplay.
Seneste sejr i Superligaen var mod FC Midtjylland i starten af februar, som københavnerne vandt med 1-0.

Siden er det blevet til to uafgjorte kampe med AaB og Sønderjyske Fodbold, efterfulgt af et nederlag til Viborg FF i grundspillets sidste kamp.
Mandag står FCK overfor Randers FC, der ligesom sin modstander også sluttede grundspillet af med et nederlag.