
“På en måde værre end 7-1 mod Tyskland” – Brasilien nedlagt af Argentina
Der var en verden til forskel mellem de to nationer, da Brasilien og Argentina natten til onsdag dansk tid krydsede klinger.

– På en måde var det værre end 7-1’eren. I det mindste var der ved VM-semifinalen mod Tyskland for 11 år siden et element af følelsesmæssigt kollaps i nogle vilde minutter.
Sådan skriver ESPN i sin analyse af nattens kamp mellem Brasilien og Argentina.
Her trak sidstnævnte sig sejrrigt ud med cifrene 4-1 i en kamp, der allerede tidligt fandt sin sejrsherre.
Nogle timer forinden kampen havde Argentina sikret sig en plads ved VM 2026, efter Uruguay spillede uafgjort mod Bolivia.
Alligevel var det argentinerne, der kom blæsende fra første fløjt.
Allerede i det fjerde minut kunne Julian Alvarez gøre det til 1-0, inden Enzo Fernandez bare otte minutter senere fordoblede føringen efter flot opspil.
Brasilien fik et glimt af fornyet håb, da Matheus Cunha snuppede bolden fra Cristian Romero og selv sparkede den i mål.
Håbet blev dog sendt til hjørne allerede før pausen, da Alexis Mac Allister gjorde det til 3-1. Efter pausen hamrede Giuliano Simeone det sidste søm i kisten med sin scoring til 4-1.

Det er det største nederlag for Brasilien mod Argentina siden 1964.
Lionel Messi var ikke med for argentinerne.
Brasilien ligger på fjerdepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation.