
Nadia Nadim vender hjem til Skandinavien
Nadia Nadim skifter til Hammarby på en lejeaftale.

Nadia Nadim skifter til Hammarby Fotboll på en lejeaftale.
Det står klar onsdag formiddag, hvor den 37-årige dansker er præsenteret i den svenske topklub, som de seneste sæsoner har spillet med helt fremme i Damallsvenskan.
Nadim kom til AC Milan i starten af 2024, men nu skifter hun tilbage til skandinavisk fodbold for første gang siden 2015, hvor hun forlod Fortuna Hjørring til fordel for Portland Thorns i USA.
Selv er Nadim spændt på skiftet til Hammarby.
– Jeg er virkelig spændt! Hammarby er en stor klub i Sverige, som har gjort det virkelig godt de seneste år. Jeg har oplevet atmosfæren en gang tidligere, da jeg sad på tribunen til en herrekamp for et par år siden.

-Jeg husker, at der var en masse flag og passion fra tilskuerne, og jeg ser frem til at opleve det på kvindesiden som spiller, udtaler Nadim til Hammarbys side.
Nadim forlod Portland i 2017, hvor hun rejste til Manchester City i England. Siden tog karrieren hende til Paris Saint-Germain og Racing Louisville, inden hun landede i Italien sidste år.
Nadims lejeaftale udløber til sommer.