– Det argentinske folk skal nyde det, siger Scaloni efter ydmygelse af Brasilien

Den argentinske landstræner har en opfordring til befolkningen efter nattens storsejr over ærkerivalen.

Lionel Scaloni dirigerer med sine argentinske spillere.
Foto: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde indkasserede Brasilien fire mål i samme kamp i VM-kvalifikationen.

Samtidig er det fodboldstormagtens største nederlag mod sin ærkerival siden 1964.

På den anden side står Argentina, der natten til onsdag dansk tid stod bag øretæven på 4-1.

At den slags resultater mellem de to sydamerikanske giganter ikke ligefrem er hverdagskost kommer også til udtryk efter slutfløjt, hvor Lionel Scaloni har en opfordring til den argentinske befolkning:

– Jeg vil gerne have, at det argentinske folk nyder øjeblikket. Vi ved ikke, hvor længe det kommer til at vare ved, men på et tidspunkt kommer det til at ændre sig.

– Det fortsætter forhåbentlig længe endnu, men i mellemtiden skal vi bare nyde, hvordan de gutter her spil. Vi bliver ved med at klø på, siger den argentinske landstræner ifølge journalisten Fabrizio Romano.

Argentina havde allerede forud for opgøret sikret sig sin VM-billet til slutrunden i 2026.

Brasilien indtager fjerdepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Mest populære

Notifications

Notifikationer