
Agent raser: Bayern-stjernes skade kunne være undgået
Den tyske storklub må se bort fra den canadiske landsholdsspiller i en længere periode.

Bayern München må undvære Alphonso Davies i meget lang tid.
Den canadiske landsholdsspiller er vendt hjem fra landsholdssamlingen med et overrevet korsbånd.
Det har skabt utilfredshed i den tyske storklub, der ikke ser frem til at måtte undvære stjernespilleren.
– Uheldigvis er der altid en risiko for at få skadede spillere retur under landsholdspauserne. Denne gang har det ramt særligt hårdt, siger klubbens CEO, Max Eberl.
Men det er ikke kun Bayern Münchens ledelse, der begræder Davies’ skade.
Alphonso Davies‘ agent Nick Househ fortæller i et interview med det tyske medie tz, der følger Bayern München tæt, at skaden kunne være undgået.
– Han skulle ikke have spillet i en kamp om tredjepladsen mod USA. Jeg var overrasket over, at han startede inde, for han havde indikeret, at han ikke var klar til at starte.
– En fra det canadiske fodboldforbund fortalte mig tidligere på ugen, at Alphonso Davies ikke ville være i startopstillingen, men at han måske ville få et par minutter. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle spiller overhovedet, siger Davies’ agent Nick Househ til tz.

Alphonso Davies udgik af Nations League-bronzekampen mod USA efter kun 12 minutter.
I Bundesligaen ligger Bayern München på førstepladsen.