
Svenske profiler hylder FCN-spiller efter pragtfuld debut
Benjamin Nygren havde en A-landsholdsdebut, som han sent vil glemme.

For otte dage siden blev Benjamin Nygren fra FC Nordsjælland indkaldt til den svenske landsholdslejr som erstatning for en skadet Hugo Larsson.
I aftenens testkamp mod Nordirland fik Benjamin Nygren A-landsholdsdebut fra start i de svenske farver.
Her kvitterede han med et mål og en præstation, som hyldes af svenske medier og landsholdskollegaerne.
– Jeg er stolt af ham. Vi har kendt hinanden, siden vi var 12 år gamle, og vi har spillet sammen på alle hold i Göteborg og på U21-landsholdet. At se ham her og score mål varmer mit hjerte, siger Emil Holm.
Hyldesten forlænges af landsholdskollegaen Sebastian Nanasi, som til dagligt spiller i franske Strasbourg.
– Han havde virkelig en god kamp, Det var så godt.
FC Nordsjælland-spilleren Benjamin Nygren kom på måltavlen efter 33 minutter.
Nygren står noteret for 13 U21-landskampe for Sverige, og nu kan han også kalde sig for A-landsholdspiller for Jon Dahl Tomassons tropper.
Begge Sveriges kampe har været træningskampe frem mod VM-kvalifikationen, der for deres vedkommende først starter til september, hvor de er i pulje med Slovenien, Kosovo og Schweiz.