Flere medier er enige: Nu er Trents Madrid-skifte tæt på

Trent Alexander-Arnold bliver i en lang række medier meldt et skridt nærmere et skifte til Real Madrid.

Trent Alexander-Arnold i aktion for Liverpool.
Foto: Peter Powell/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis og såfremt det sker, kunne det meget vel ende med at være historiens mindste overraskelse – men stadigt et stort skifte.

Der er blevet sagt og skrevet meget om Trent Alexander-Arnolds fremtid gennem det sidste års tid.

Pilen har hele tiden peget mod den spanske hovedstad, hvor kongeklubben Real Madrid står klar med åbne arme og en sæk penge, som de færreste kan matche.

Tirsdag virker det skifte nu til at være kommet et skridt nærmere.

Det er en lang række medier i hvert fald enige om. Det tæller blandt andre Fabrizio Romano, TalkSPORT og The Sun.

Ifølge sidstnævnte har den engelske back accepteret en aftale af fem års varighed med en løn på 240.000 pund om ugen. Det svarer til 2,1 millioner kroner.

Fabrizio Romano skriver, at Real Madrids kontrakttilbud er blevet sendt til Trent Alexander-Arnolds bagland, mens TalkSport erfarer, at Liverpool også skulle være blevet informeret.

Også normalt velinformerede The Athletic bringer nyt i sagen. Her forlyder det, at Real Madrid arbejder på at lukke aftalen med Liverpool-stjernen, men at Real Madrid skal informere den engelske storklub, når det er sket – og at Liverpool altså intet formelt har hørt fra den spanske hovedstad endnu.

Trent Alexander-Arnolds nuværende aftale med Liverpool løber ud til sommer.

Notifications

Notifikationer