
Barca i dilemma – forlængelse med profil deler vandene
Catalanerne er godt besat på midtbanen.

Skal FC Barcelona forlænge kontrakten med Frenkie De Jong eller ej?
Det er i skrivende stund et spørgsmål, der florerer i de spanske medier samt internt i klubben.
Et spørgsmål, der er oppe at vende, fordi den catalanske storklub er yderst godt besat på netop den position.
Hollænderen er vendt stærkt tilbage efter sin ankelskade til trods for, at de første par måneder efter tilbagekomsten ikke just var prangende.
Dengang modtog De Jong stor kritik fra medierne i Spanien, men det må man sige, at den tidligere Ajax-spiller har fået lavet om på.

Nu går rygterne nemlig på, at en kontraktforlængelse kan være på trapperne.
Barca er dog angiveligt i tvivl om, hvordan klubben skal disponere over de minimale lønkroner.
Den catalanske sportsavis Mundo Deportivo skriver, at grundet De Jongs nylige præstationer, vil klubben lade forlængelsen være op til holdets træner Hansi Flick.
Dog er klubben lidt skeptiske, da en kontraktforlængelse med den hollandske landsholdspiller ville svække mulighederne for spilletid for holdkammeraten Gavi.
Dertil anser klubben netop den defensive midtbaneposition som værende godt besat, selv uden De Jong. Her tager både Marc Casadó og Marc Bernal nemlig også plads.
Den 27-årige hollænder har kontrakt med Blaugrana frem til sommeren 2026.