NordicBet Ligaen

Ronaldinho til Hjørring: Det er ikke urealistisk

Ronaldinho har et venskab med den colombianske rapper Blessd, der er medejer i Vendsyssel FF.

Ronaldinho i en showkamp for FC Barcelona.
Ibraheem Al Omari/Reuters/Ritzau Scanpix

Ronaldinho og Hjørring.

Manden med den glorværdige fortid i FC Barcelona og på det brasilianske landshold er ikke ligefrem noget, man forbinder med en nordjysk provinsby.

Men alligevel kan den brasilianske verdensstjerne muligvis sætte sine fødder i Nordjylland indenfor en overskuelig fremtid.

Det er i hvert fald noget, som de drømmer om i Vendsyssel FF.

– Vi drømmer da om at kan få Ronaldinho herop. Det er noget, vi går og snakker om, siger Lars Glinvad, der er direktør i Vendsyssel FF, til Campo.

Forbindelsen mellem Ronaldinho og Vendsyssel FF går via den nordjyske klubs medejer, som er den colombianske rapper Blessd.

Blessd er private venner med Ronaldinho, og derfor håber NordicBet Liga-klubben, at Ronaldinho på et tidspunkt vil gøre Blessd selskab, når turen går til Hjørring.

– De er jo venner, så det er ikke så langt fra virkeligheden, som det var engang, at få de to til Nordjylland. Det er ikke urealistisk.

– Vi har ikke lavet en arbejdsgruppe for at få det til at ske, men på et tidspunkt vil vi begynde at arbejde på det, siger Vendsyssel-direktøren, der ikke kan sætte yderligere tidshorisont på.

Antal følgere er eksploderet
Der har været meget opmærksomhed omkring Blessd og hans ejerskab i Vendsyssel FF.

Blandt andet er klubbens følgerskare på de sociale medier eksploderet på grund af Blessds mange sydamerikanske fans.

Herunder står Blessd med Ronaldinho på et opslag på Instagram.

Og udover følgere vil Vendsyssel FF altså forsøge at udnytte Blessds popularitet på anden vis.

– Hvis Blessd har andre venner, der kan være med til at skabe opmærksomhed om os, så er det nogle af de ting, hvor vi kan bruge ham kommercielt, siger Lars Glinvad.

Lige nu har Vendsyssel FF 119.000 følgere på Instagram. Dermed er det kun F.C. København og FC Midtjylland, der har flere følgere af de danske klubber.

Notifications

Notifikationer