LaLiga

Medie: Barcelona arbejder på Premier League-stjerne

FC Barcelona er på angriberjagt, og her arbejdes der blandt andet på en svensker fra Premier League.

Alexander Isak fejrer en scoring for Newcastle i Carabao Cup-finalen mod Liverpool.
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

FC Barcelona lader til at have fundet kursen.

Førstepladsen i LaLiga, kvartfinalen i Champions League og indregistreringen af Dani Olmo.

Om ikke andet er der bedre styr på sagerne end tidligere, og derfor skulle klubben være klar til at tage fat på en ny udfordring.

Her er der tale om den udfordring det ville være at hente Newcastle Uniteds Alexander Isak til Catalonien ifølge mediet Sport.

Der har allerede været møder mellem FC Barcelona og Isaks lejr, men uden særlige fremskridt. FC Barcelona er ifølge det spanske medie nervøse for at ende i samme situation som med Dani Olmo.

At lokke angriberen væk fra Newcastle bliver angiveligt heller ikke nemt. Ifølge Transfermarkt har svenskeren en værdi på hele 100 millioner euros. Dog kan et projekt som FC Barcelona muligvis gøre det lettere både for Isak og for Newcastle.

På denne måde undgår klubben nemlig at sælge stjernen til en rivaliserende klub fra Premier League.

Svenskeren har haft en særdeles succesfuld tid i sin engelske klub, hvor det er blevet til 58 scoringer og ni oplæg i 100 optrædener.

Notifications

Notifikationer