
Rummenigge afslører konflikt mellem Tuchel og Goretzka
Den tidligere Bayern München-cheftræner havde et anspændt forhold til en nuværende spiller.

Thomas Tuchel nåede at være Bayern München-cheftræner i et års tid.
I den tid havde den nuværende engelske landstræner et kompliceret forhold til midtbanespilleren Leon Goretzka, som var rygtet væk fra den tyske storklub i flere omgange.
Nu har bestyrelsesmedlemmet i Bayern, Karl-Heinz Rummenigge, understreget, at det var en konflikt mellem spiller og træner, som klubben ikke var en del af.
– Jeg vil gerne præcisere, at det i 2023, da vi afholdt sommerens transfermarked, ikke var en Bayern München-repræsentant, men den daværende træner (red. Thomas Tuchel), der ikke længere ønskede at se ham (red. Leon Goretzka) i Bayern München, siger Rummenigge ifølge tyske Sky Sport.
Leon Goretzka har været Bayern-spiller siden sommer 2018, og ifølge bestyrelsesmedlemmet i klubben har der aldrig været problemer med den tyske midtbanespiller.
– Jeg tror ikke, at nogen officiel person nogensinde har sagt noget negativt om Leon. Det var tilfældet med Thomas (red. Tuchel), hvilket var svært, og så når det konstant bliver rapporteret i medierne, bliver det dobbelt så svært, udtaler Rummenigge.
Goretzka har kontraktudløb i sommer 2026, mens Thomas Tuchel i øjeblikket bestrider posten som engelsk landstræner.
Det blev senest til en debutsejr, da England slog Albanien.
