
Würtz om landsholdsaktuel Widell: Han er god nok
Rasmus Würtz føler sig overbevist om, at Melker Widell er klar til svensk A-landsholdsfodbold.

Tidligere fredag blev Melker Widell efterudtaget til det svenske A-landshold.
Det er første gang, at den 22-årige AaB-viceanfører er blevet valgt til at repræsentere det højeste niveau for sit hjemland.
Årsagen bag er, at Tottenham-spilleren Lucas Bergvall er blevet ramt af sygdom.
Men er han klar?
I sidste sæson spillede han i NordicBet Ligaen for AaB, denne sæson i 3F Superligaen.
Med andre ord er det et stort spring, når den pludseligt står på A-landsholdsfodbold.
Campos ekspert og tidligere AaB-anfører, Rasmus Würtz, er dog ikke i tvivl om, at Widell har det, der skal til.
– Melker har fra dag ét gjort en stor forskel i AaB. Han har en fantastisk mentalitet og er utrolig optimistisk i sit spil. Han giver altid 100 procent, og han prøver altid at skabe noget fremadrettet, enten ved at drive eller spille bolden fremad. Jeg synes, han har udviklet en god evne til at vælge de rigtige tidspunkter at gøre det på også.
– Og så er han målfarlig. Hvis han kommer ind for skudafstand, så er han ikke bleg for at vise sit gode langskud.
– Fortjent, at han er blevet belønnet med en kontrakt i Swansea og nu en landsholdsudtagelse. På trods af hård konkurrence på det svenske landshold, så er han med, fordi han er god nok og har vist sig godt frem, siger Rasmus Würtz.
Melker Widell er i forvejen noteret for 12 U-landskampe for Sverige.
Sverige gæster Luxembourg lørdag aften, inden man tager imod Nordirland tre dage senere.