
Toft undrer sig: Hvad mon de andre tænker om Ronaldo?
Ronaldo lignede ikke en topspiller torsdag aften i Parken. Det mener Campos ekspert Flemming Toft.

Cristiano Ronaldo er rundet 40 år, og det kan man se på hans præstationer.
Det mener Campos fodboldekspert Flemming Toft efter portugisernes nederlag til Danmark torsdag aften.
– Det, vi så i Parken, var en færdig Ronaldo. Mindre bevægelig end tidligere og virkede ikke deltagende. På intet tidspunkt en trussel. På intet tidspunkt et plus for Portugal. Han er ikke længere nutid, lyder det fra Flemming Toft.
Cristiano Ronaldo har i to årtier været symbolet på portugisisk landsholdsfodbold, men den tid er snart ovre.
– Han er en Gud, en nationalhelt i Portugal. Forståeligt nok. Men han virker som en belastning for holdet.
– Hans aura er som en magnet – medspillerne spiller ham, selv når det ikke giver mening. Hvad de mon tænker inderst inde? Hvad de mon snakker om, når han ikke er i samme rum?

Roberto Martinez har efter opgøret været ude at forsvare Ronaldo, og Toft tror ikke, at det bliver Martinez, som ender med at sætte den 40-årige af holdet.
– Det store spørgsmål er, hvem siger til Ronaldo: det var det. Jeg tror, han selv skal sætte sig af landsholdet. Og jeg tror ikke, det sker før efter VM-slutrunden næste år”.
– En historisk stor spiller. For nogle den største. Men det, jeg så i aftes, var ærgerligt.
