
Portugisiske medier slagter: Forfærdelig aften
De portugisiske medier beskriver nederlaget i Danmark som “rædsomt” og “forfærdeligt”.

Portugal fik torsdag aften en dukkert af de større, da de tabte 0-1 mod et veloplagt dansk landshold.
For portugiserne var det et overraskende nederlag, og dagen derpå langer de portugisiske aviser ud efter deres eget landshold.
Uddrag fra den store sportsavis A Bola lyder blandt andet:
– Det var en forfærdelig aften for Portugal i den danske hovedstad.
– Første halvleg var en rædsel, og anden halvleg bekræftede den mareridtsagtige nat.
Overlegne danskere
Samtidig får Portugals landstræner heftig kritik for sin udskiftninger.
– Nogle af udskiftningerne, han lavede, grænsede til det latterlige og understregede, at det portugisiske hold spillede for ikke at tabe. Som vi alle ved, fører det normalt til dårlige resultater
Fra mediet Record er tonerne de samme, hvor Roberto Martinez nok heller ikke skal læse med.
– Det er længe siden, vi har set et hold så langsomt, klodset og afdæmpet. Martinez skiftede sent og dårligt, lyder det.
– En meget dårlig præstation fra Portugal, som kan være tilfredse med kun at tabe med én mod et dansk hold, der var overlegne i alle aspekter af kampen
– Danmark blev kun stoppet af Diogo Costa, der reddede et straffespark og lavede en håndfuld andre afgørende redninger.
– Uden intensitet, dynamik eller ideer var landsholdet ikke i stand til at udnytte favoritværdigheden, som de gik ind til kampen med. De bliver nødt til at vende det hele på søndag, lyder den kontante dom.
Portugal har muligheden for at revanchere sig, når returopgøret i Nations Leagues kvartfinaler bliver spillet på søndag klokken 20:45.