
Fra bænk i FCM til stjerne på landsholdet: Mentaliteten i top
Gustav Isaksen har rykket sig betydeligt over de seneste år – og også bare over de seneste måneder. Hans mentaltræner, Henrik Hjarsbæk, fortæller om noget af det, der skiller Lazio-profilen ud.

En purung Gustav Isaksen havde svært ved at komme i startopstillingen under Brian Priske i FC Midtjylland tilbage i 2021.
Den danske landsholdsprofil, som han nu har udviklet sig til at være, rakte blandt andet derfor ud til Henrik Hjarsbæk, der er mentaltræner.
Siden har de to kørt parløb, og torsdag aften var Gustav Isaksen den bedste spiller på en stjernespækket bane, da Danmark sejrede med 1-0 over Portugal.
Fortællingen vidner selvfølgelig om en rivende udvikling hos den i dag 23-årige kantspiller.
Det er også oplevelsen hos Henrik Hjarsbæk:
– Der, hvor han har rykket sig mest, det er i forhold til at blive bedre til at hvile i at gøre det, som han siger, han gerne vil gøre.
– Det lyder måske lille smule overfladisk, siger han og fortæller videre, at det i bund og grund handler om at kunne gøre et samme – altså spille fodbold på samme måde – uanset om man er i medgang eller modgang.
– I medgang kan du udfordre hver eneste gang, men kan du det, når du kommer ind fra bænken i Midtjylland?
Aldrig været bedre
At Gustav Isaksen spillede en stor kamp mod Portugal er indiskutabelt.
Det samme er det faktum, at han nu også er en af de første på holdkortet i Lazio, der for mindre end to år siden vandt sølv i Serie A og aktuelt spiller med om Champions League-pladserne i den bedste italienske række.
Derfor er Henrik Hjarsbæk heller ikke rigtig i tvivl om, at den nuværende udgave af Gustav Isaksen også er den bedste udgave:
– Ja, det er det.
Også mentalt?
– Også mentalt, ja.
– Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er en udgave, der er upåvirket. Alle spillere bliver påvirkede. Men det her er en spiller, der selv styrer påvirkningen på en konstruktiv og positiv måde.
– Der er klart et stigende pres for Gustav. Han har fået en større og større rolle, også i Lazio. Så det bliver ikke lettere for ham at være i, men hans håndtering af det er spot-on.

Henrik Hjarsbæk fortæller videre om sit konkrete arbejde med den blonde landsholdsdarling.
Blandt andet er en af de fornemmeste opgaver at udvælge de allervigtigste fokuspunkter. Han beskriver det som en tragt-metode, hvor kun det mest essentielle får lov til at løbe igennem.
– En gameplan må ikke være kompliceret. Du må ikke have fem fokuspunkter og tre målsætninger, for så drukner du fuldstændig i det. Det skal være helt, helt simpelt.
– Så der kommer vi ned til det, der er inden for ens egen kontrol. Hvad kan man selv styre? Hvad er det, man gerne vil?
Alle tvivler på sig selv
Selvom det går godt på både klub- og landshold for den tidligere Superliga-profil, så har det naturligvis ikke altid været lige let.
Vejen har været drilsk, og som så mange af os oplever, så kan man hurtigt komme til at tvivle på sig selv.
Det gælder også for Gustav Isaksen.
– Tvivlen sniger sig ind hos alle spillere. “Er jeg det rigtige sted?”. Det er det psykologiske fænomen, man kalder for ‘imposter syndrome’. Det oplever alle, både i- og uden for sport. “Er jeg egentlig god nok til at være her?”.
– Gustav har helt sikkert også tænkt, om skiftet til Lazio var det rigtige for ham. Om han kunne slå igennem blandt holdkammerater, der har vundet Champions League og VM.

En af Isaksens forcer er, ifølge Henrik Hjarsbæk, at han er “pisse skarp” til at finde ud af, hvem han gerne vil være.
– Han gider ikke være ham, som ikke kan tåle modgang og ikke tør at udfordre. Han vil skabe noget. Han vil være kreativ.
Og hvorfor er han så blevet så “pisse skarp” til det? Er der noget, der gør ham ekstra let at coache? Har han en mental fordel?
– Det, der gør Gustav rigtig egnet, er, at han er ærlig. Han lyver ikke overfor mig eller sig selv og siger “jeg er så god”, “jeg er ikke bange” eller “jeg føler ikke noget pres”.
– Han siger det fuldstændig, som det er – og det er super nemt at arbejde med. Der er så mange, der ikke når ind til kernen, fordi de ikke selv vil indse, at de har et problem. Gustav har været ærlig hele vejen, og det er han stadigvæk.
Mislykket mission
Opturen til trods, så forsøger Henrik Hjarsbæk ikke at male et glansbillede af, at det har været en dans på roser for Gustav Isaksen.
Blandt andet havde de et klokkeklart mål om, at han skulle med til i EM 2024. Men det kom han ikke.
Og om det skyldes manglende niveau eller trænerskifte i Lazio – og deraf manglende spilletid – ændrer ikke på det faktum, at missionen fejlede.
– Men hvad så? Er det så verdens ende eller en katastrofe? Vi blev jo nødt til at bruge det på som benzin på bålet. Så må vi gøre noget andet bedre.
Manglende udtagelse for otte måneder siden eller ej, så er Gustav Isaksen nu en af de spillere, som Roberto Martinez og resten af det portugisiske landshold ikke kan undgå at forberede sig alvorligt på, når Danmark slår et smut forbi Lissabon til returopgøret på søndag.