
Uwe hylder Bisseck: Det er ikke normalt
Uwe Rösler er rigtig stolt på landsholdsaktuelle Yann Bisseck – men også af AGF’s rolle i tyskerens kometkarriere.

Fra De Hviie til Die Mannschaft.
Den rejse er der ikke mange, der kan prale af, men det kan Yann Bisseck.
Den tyske forsvarsklippe er nemlig på landsholdstjeneste med det tyske A-landshold i skrivende stund, og det er man ganske stolte af på Fredensvang – det er nemlig ikke helt normalt.
Uwe Rösler hylder den udvikling, som Bisseck har været igennem, lige fra han kom til AGF, til at han nu er landsholdsaktuel.
– Som fodboldklub kan vi være rigtigt stolte, fordi han er kommet afsted med landsholdet. Det er ikke normalt at spille for Tyskland og komme fra AGF, indleder Uwe og fortsætter:

– Først at komme fra AGF, så tage til Inter og blive stamspiller der og nu være med på det tyske A-landshold. Det er meget imponerende – både af ham, men også fra AGF i forhold til scouting og at hente ham til klubben.
– Vi har udviklet ham til en spiller, der nu kan spille for Tyskland, og det kan vi alle være meget stolte over.
Uwe Rösler er – alt andet lige – en rigtig stolt træner.
– Jeg er i hvert fald stolt over, at jeg har kunnet gøre mit til for at hjælpe ham i hans karriere, og der er mange folk her i klubben, som har arbejdet meget med ham, og det tror jeg også, han sætter stor pris på.
Yann Bisseck har da ej heller glemt de kære folk fra Fredensvang, som har støttet ham i hans udvikling.
– Han holder stadig kontakten til os, han er forblevet ydmyg, og vi ønsker ham alt det bedste, fortæller Uwe Rösler til Campo og de øvrige fremmødte medier efter torsdagens træningskamp mod AaB.

Yann Bisseck kan muligvis få sin landsholdsdebut for Die Mannschaft torsdag aften, når Tyskland tørner sammen med Italien.
Kampen fløjtes i gang klokken 20:45, og du kan se den på TV 2 Sport X.