
Tofts lynanalyse: Riemer, vi er med dig!
Danmark fik skovlen under Portugal, og Flemming Toft hylder den danske præstation.

Hvilken aften!
Danmark fik skovlen under Portugal, og Brian Riemers tropper leverede pragtpræstationer over hele banen.
Resultatet, præstationen og hele aftenen vækker stor begejstring hos Campos fodboldkommentator, Flemming Toft.
– Et af de helt store danske resultater. Og endnu bedre – en af de helt store danske præstationer. Medrivende fodbold.
– Insisterende i presspillet, kollektivt klogt arbejde, masser af direkte og hurtigt spil – og mange afslutninger. Hvad mere kan man forlange? Jo, et par mål mere på de mange muligheder. Men det her lover godt – Riemer, vi er med dig.

– Opløftende aften. Og fuld oprejsning til Rasmus Højlund efter et af de smukke angreb. Det her var til brede danske smil. Fortsættelsen er i live i Lissabon, lyder det fra Flemming Toft.
Med 1-0-triumfen i Parken har Brian Riemer og kompagni et glimrende udgangspunkt forud for returopgøret i Portugal søndag klokken 20:45.