
Tofts karakterbog: Én dansker skiller sig ud
Herrelandsholdet scorer et frygteligt højt gennemsnit i Flemming Tofts karakterbog.

En fabelagtig aften i Parken.
Det er næppe nogen overdrivelse med Brian Riemers troppers præstation mod ingen ringere end Portugal.
Det er i den grad også afspejlet i Campos fodboldkommentator, Flemming Tofts, karakterbog, hvor særligt Gustav Isaksens karakter falder i øjnene.
KASPER SCHMEICHEL – 8/10
Et par superredninger, også stærk med fødderne. Ro i de få situationer, hvor Portugal satte ham på prøve.
RASMUS NISSEN KRISTENSEN – 8/10
Disciplineret og fysisk i sin udstråling. Han havde sine problemer med Leao, når portugiseren satte fart på de hurtige fødder. Men Rasmus nåede at være over ham i de fleste tilfælde og fik et overtag. Flot kamp.
JOACHIM ANDERSEN – 8/10
Han har klassen – det ved vi fra Premier League. Rolig og sjældent udfordret. Det var hans egen skyld. Placeringsstærk.
JANNIK VESTERGAARD – 8/10
Betænkeligt på forhånd med Leicesters og hans problemsæson. Men rutinen, overblikket og den rolige bevidsthed i indgreb og igangsættelser havde klasse. Ganske få opspilsfejl.
JOAKIM MÆHLE – 7/10
Hans fremstød var af klasse. Hans utrættelige energi smittende. Han kender vejen – det behøver Riemer ikke fortælle ham. Blandede sig også ind i banen, og det øgede offensiven.
CHRISTIAN NØRGAARD – 7/10
Balancen på midtbanen. ‘Nør’ er bar så klog en spiller, at han hele tiden har kontrol over, hvor han er, hvor medspillerne er og hvor modstanderen er.
MORTEN HJULMAND – 7/10
Havde lidt problemer i første halvleg, men fik rettet op på det hen ad vejen. Hans energi er udstrålende, og det ser alle omkring ham.
CHRISTIAN ERIKSEN – 5/10
Han spillede faktisk en god kamp. Satte i scene – også sine medspillere uden bold. Men vi vil huske det misbrugte straffespark meget, et for blødt frispark og en misset flugter.
GUSTAV ISAKSEN – 9/10
Kampens spiller, ikke kun på grund af farten og den direkte lyst i sit spil. Men han varierede klogt med at gå ind i banen og flyttede sig som det passede bedst. Super præstation. Kunne have scoret, men det her er yderligere lovende. Han meldte sig ind med stjernestatus.

MIKA BIERETH – 7/10
Viste en lidt anden udgave end de 9’ere, vi har set tidligere. Et par gode afslutninger, den ene kunne have givet mål, men en stærkt spillende Costa i buret. En godkendt debut – han skal lige kende holdkammeraterne og omvendt. Men vigtigt, at vi har to så forskellige på den post.
JESPER LINDSTRØM – 7/10
Ikke altid med de rigtige beslutninger, men farten var der ikke noget i vejen med. Han lå lige til Riemers oplæg, hurtighed og direkte. Afløser for syg Damsgaard.
RASMUS HØJLUND – 8/10
Oprejsning for Højlund. Meget stærkt i tempo og dybdeløb et par gange og på pletten med Skov Olsens perfekte forarbejde. Vi har brug for ham i Lissabon.
ANDREAS SKOV OLSEN – 8/10
Så fik han endelig præsteret. Hans evner har længe været til det. Oplægget til målet var af høj klasse uden blik for selfieknappen.
BRIAN RIEMER – 9/10
Tak for systemskiftet. Det her er afleveringen der giver resultater, glæde og muligheder for fremtiden. Implementeret perfekt af træneren, udført perfekt af spillerne. Stort oplæg, også i udvælgelsen af truppen og aftenens aflevering. Fine udskiftninger. Tydelighed hele vejen.

Returopgøret finder sted søndag klokken 20:45, og du kan se den på TV 2.