Dansk Fodbold

Alle i OB drømmer om Christian Eriksen – også ejeren

Drømmen om Christian Eriksen i OB lever hos alle fynboer. Også hos ejer Niels Thorborg.

Eriksen og Thorborg
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix Claus Bech/Ritzau Scanpix

I OB har man drømt om Christian Eriksens tilbagevenden, lige siden han som 16-årig drog på udlandseventyr.

Eriksen har siden udviklet sig til en spiller i absolut verdensklasse og er for længst blevet en del af den danske fodboldadel.

De seneste sæsoner har han spillet i mægtige Manchester United, men til sommer løber kontrakten ud, og derfor kan potentielle bejlere hente ham helt transferfrit.

Det gælder også OB.

Her sidder bestyrelsesformand og ejer, Niels Thorborg, for bordenden i den fynske klub.

Selvom det er sportsdirektøren i OB, lige nu i skikkelse af Troels Bech, som sidder med den sportslige styrpind i klubben, så har L’EASY-rigmanden tidligere åbnet sin store pengepung, når den rigtige transfermulighed har budt sig.

Niels Thorborg sammen med Troels Bech.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

For eksempel, da han købte Bashkim Kadrii fri i F.C. København for nogle år siden. Men er han klar til at gøre det igen med Christian Eriksen?

Det spurgte Campo ham om efter et stort fanarrangement i Odense.

– Det overlader jeg til Troels Bech. Men det er da rigtigt, at jeg har været med til at hente Bashkim – faktisk to gange, tror jeg – hvor vi har hjulpet hinanden, kan man vel sige.

– Og jeg har haft stor indflydelse, eller medvirken, til at mange spillere er kommet og rejst fra OB igen, og det har også været spændende at være med til den del. Og der spiller vi jo fint bold med hinanden, Troels og jeg, i den slags sager også, udtaler Thorborg til Campo.

Og Eriksen er en helt særlig slags “sag” i OB.

Vestfynboen imponerede i Ådalen som spæd teenager, og allerede dengang vidste man, at han var noget særligt, har den tidligere holdkammerat i OB, Daniel Høegh, fortalt.

Eriksen har for nyligt afvist et skifte hjem til dansk fodbold til sommer, men derfor er forbindelsen til Fyn stadig varm.

Christian Eriksen klapper i sine hænder for Manchester United.
Foto: Scott Heppell/Reuters/Ritzau Scanpix

I dag har Eriksen hus og egen fodboldturnering i den fynske hovedstad, men ingen førsteholdskampe for OB.

Det kan Thorborg være med til at ændre på.

– Jeg tror, der skal flere til den slags tango, end kun hvad jeg synes.

Så jeg får ikke dig til at sige, om du gerne vil have Eriksen til OB?

– Nej, men jeg tror, at vi alle gerne vil have Christian Eriksen til OB, slutter Thorborg.

Dansk klub håber på Christian Eriksen: En drøm for alle

Notifications

Notifikationer