
Absurd situation: Petko, Petko, de sagde du var død i TV
Petko Ganchev var søndag offer for en decideret besynderlig oplevelse.

Søndag ramlede Arda Kardzhali og Levski Sofia sammen i den bedste bulgarske række.
Det er dog ikke selve kampen, der har fået omtale i alverdens medier.
Forud for kampstart blev der nemlig afholdt et minuts stilhed for afdøde Petko Ganchev, der i sin professionelle karriere tørnede ud for Arda Kardzhali. Problemet var bare, at han slet ikke er død.
Det bulgarske medie BLITZ har nu været i kontakt med Petko Ganchev for at høre, hvilke konsekvenser den fejlagtige melding om hans dødsfald egentlig havde for ham – og der var skam konsekvenser for den 78-årige tidligere fodboldspiller.
– Jeg var 10 minutter for sent på den (på vej hjem at se kampen, red.). Min telefon begyndte at ringe helt vildt.
– Jeg parkerede foran mit hus, gik ind i haven og så så jeg min kone komme grædende ud mens hun råbte: “Petko, Petko, de sagde du var død i fjernsynet!”.
– Jeg forstod ikke, hvad hun mente, men så ringede to af mine venner. At blive begravet levende er ret stressende, siger han.
Arda Kardzhali fik efterfølgende hurtigt rettet op på fejlen på klubbens facebookside.
Ganchev selv tager det dog ikke ilde op:
– Prøv at hør, den slags kan ske. Det er normalt at sprede rygter her i byen, men de annoncerede det foran hele Bulgarien.
Han fortæller videre, at han skænkede sig selv et glas brandy ovenpå meldingen om sin død.
Petko Ganchev nåede at spille for Arda Kardzhali i fem år.