
Bekræftet: PS&E afviser muligt bud på selskabet
Parken Sport & Entertainment bekræfter, at man har afvist dialogen om et bud.

Parken Sport & Entertainment har modtaget en henvendelse fra interesserede investorer.
Sådan lyder det i en fondbørsmeddelelse denne tirsdag.
Samtidig oplyses det også, at man har takket ‘nej tak’ til tilbuddet om dialog om et muligt salg af selskabet.
I fondbørsmeddelelsen fremgår det, at mulige investorer ønskede at gå i dialog med selskabet bag F.C. København, PS&E og selskabets storaktionærer, om et muligt bud på selskabet.
Henvendelsen blev dog vurderet som uinteressant og blev derfor afvist i umiddelbar forlængelse af modtagelsen.
Meldingen om den mulige dialog om et køb af Parken Sport & Entertainment kom allerede tidligere tirsdag, da Inside Business kunne berette, at et konsortium af investorer – efter at have arbejdet intenst i kulissen – nu skulle være klar til at byde på Parken.
Flere internationale giganter skulle angiveligt være involveret.
