3F Superligaen

Kommentar: To af de store klubber er i frit fald

Flemming Toft er ikke imponeret over toppen af dansk fodbold.

Collage med Birk og Neestrup
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De skal simpelthen gå til optikeren, for der er brug for et klarsyn.

De skal kigge op og ned og til siden. Og mest af alt – de skal kigge indad.

Det gælder i F.C. København, det gælder i Brøndby, det gælder i AGF, det gælder i FC Nordsjælland. Mest af alt i de to første klubber her ved skillelinjen i Superligaen.

Efter FCK’s dybe fald i Viborg, efter Brøndbys lige akkurat overlevelse i top-seks, efter århusianernes sølle to points ud af ni mulige i de tre seneste kampe og efter nordsjællændernes fald mod Lyngby. Set ud fra, at alle fire klubber står på scenen og vil være tophold.

FC Københavns cheftræner Jacob Neestrup før 3F Superliga-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken i København, mandag den 2. december 2024.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FCK’s traurige forår pustede fra begyndelsen til selvopfattelsen efter 1-0 over FC Midtjylland. Vi fjerner lige Chelsea-kampene og noterer 0-0 i Aalborg, 1-1 i Parken mod Sønderjyske og så 2-3 i Viborg (efter 2-0 føring). Resultater, handling, spil og moral til absolut dumpekarakter.

Spillerne italesætter selv, kalder det “katastrofalt”, en fra anførerkorpset siger, FCK er ved en skillevej…for hvem? Træneren, dele af spillertruppen, helheden?

Brøndby reddede lige akkurat det absolut nederste af ryggen med en uafgjort mod Silkeborg. Og hvis ikke træner Birk vil ødelægge frisuren, bør han klø sig i nakken. Det er under det iscenesatte bæltested, at storklubben hang ud over kanten indtil sidste øjeblik. Der skal godt nok en selvransagelse til – også her.

AGF har selv gjort sig til “det nye flagskib”, men er kuldsejlet senest med tabet i Vejle. De er på medaljeplads, men kun fordi dem efter svinger endnu mere. Potentialet er der, udførelsen er der ikke. Det samme med FC Nordsjælland, der hver anden gang ligner noget, vi ellers ikke ser, men så kommer elevatorturen. Hvornår bliver det stabilt?

Hatten har buler i toppen, hvor FC Midtjylland ser ud til at få frit løb. Men den samme hat skal også af for Vejle og Lyngby, der lader Sønderjyske om at være med i trekantsdramaet i bunden. 

Men bekymringen er det mest iøjnefaldende for de helt “store”. Hvad sker der mon i landskampspausen i FC København og Brøndby IF? Ikke kun på træningsbanen, men også på de sportslige forretningsgange. Hvad skeles der til fremadrettet?

To af de store er i frit fald.

Populære historier

Seneste

Notifications

Notifikationer

P