
Nørgaard på pletten igen: Bedre end mod Manchester City
Christian Nørgaard blev matchvinder for Brentford i udekampen mod Bournemouth.

Brentford kunne rejse hjem med tre point i bagagen fra en svær udebane på den engelske sydkyst i Bournemouth.
Det kunne klubben takket være Christian Nørgaards scoring til 1-2, der faldt knap 20 minutter før slutfløjt.
Og det er ikke første gang, at danskeren er afgørende. Denne gang var følelsen dog bedre, fortæller han selv.
– Jeg havde fornøjelsen af at score sent mod Manchester City også, men den her scoring var endnu bedre, fordi vi fik de tre point.
– Det er dejligt at kunne bidrage med scoringer, selvom det ikke er min primære opgave. Jeg var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, fortæller matchvinderen til klubbens hjemmeside.

Tilbage i januar måned var Brentford-kaptajnen på pletten, da han scorede det udlignende mål mod de regerende mestre fra Manchester City i det 92. minut til 2-2.

Med sejren over Bournemouth rykker Thomas Franks tropper op på 11. pladsen i Premier League og har bare seks point op til top 6-placeringerne, hvor Newcastle United og Brighton & Hove Albion aktuelt huserer.
Du kan læse mere om gårsdagens kamp her:
