
Kent Nielsen efter glippet top 6: Ikke dygtige nok
Efter et glippet mesterskabsspil lægger Silkeborg-træner Kent Nielsen sig fladt ned: De var ikke dygtige nok til at holde sejren hjem trods to føringer.

Stemingen på Brøndby Stadion var presset.
Brøndby IF skulle mindst sikre sig et uafgjort resultat for at komme i top 6, mens Silkeborg IF skulle have en sejr på Brøndby Stadion.
Noget som det jyske udebanehold ikke havde gjort i 15 år.
En skræmmende statistik, der så ud til at blive udvisket, da Silkeborg bragte sig foran først 1-0 efter ti minutter, og igen kort før pausen på en vidunderlig Jens Martin Gammelby-scoring til 1-2.
Silkeborgs Brøndby-forbandelse blev dog holdt i live, da Frederik Alves sparkede bolden i mål til det uafgjort slutresultat 2-2.
Til stor ærgrelse for Kent Nielsen og co, der nu må nøjes med et forår, der står i nedrykningsspillets tegn.
– Både indholdsmæssigt og også undervejs, der så det jo godt ud. Så vi er selvfølgelig skuffet og ærgerlige over, at vi ikke er helt dygtige nok til at vinde den her kamp, som blev et stort drama, fortæller Kent Nielsen efter kampen.
– Det er jo ikke, fordi Brøndby har voldsomt mange muligheder. Vi får bragt kampen derhen, hvor det er tæt, og hvor vi endda også er i førersædet.
– Det er jo bare det, at vi ikke var helt dygtige nok og så erkende, at dygtigheden ikke helt var til, at vi kunne have vundet.
Silkeborg går til landsholdspause og slutter efter grundspillets sidste kamp på syvendepladsen, som placerer dem i toppen af det kommende nedrykningsspil, der giver adgang til kamp om en af de danske pladser i europæisk fodbold.