
Afklaret Neestrup efter Europa-exit: Vi gav det et skud
F.C. København er ude af europæisk fodbold for denne sæson.

F.C. København er ude af Conference League, men med æren i behold.
Med samlet 1-3 mod Chelsea kan Løverne nu stille sigtekornet mod Superligaen og to pokalsemifinaler senere på foråret.
Jacob Neestrup er glad for holdets præstation mod den engelske storklub, hvor spillerne ifølge den 36-årige cheftræner viste karakter.
– Vi gav det et skud og gjorde hvad vi kunne, og set over de to kampe kan det næsten ikke blive mere lige, men Chelsea vinder fortjent over de to kampe.
– Vi holdt dem på meget få chancer, både i Parken og i aften, og vi havde selv mange potentielt farlige situationer omkring deres felt.
– Men hvis vi skal besejre et hold som Chelsea, skal vi skabe flere chancer og straffe dem i vores stærke perioder, som vi havde flere af i 1. halvleg, siger Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.

Næste opgave for Neestrups tropper er i Superligaen, hvor hovedstadsklubben gæster Viborg i grundspillets sidste spillerunde.
Her kan holdet dog komme til at undvære den norske stjerne Mohamed Elyounoussi, der udgik med en skade på Stamford Bridge.
