
AaB’s Hernes gik fra akademi til senior: En hård omstilling
Travis Hernes har i foråret spillet sine første seniorkampe nogensinde.

Travis Hernes skiftede i vinterens transfervindue fra Newcastle United til AaB på en lejeaftale.
Den 19-årige nordmand havde aldrig spillet en seniorkamp, men han har alligevel fået spilletid i AaB’s fire første forårskampe – tre af dem fra start.
– Det har været en hård, men god omstilling til seniorfodbold, siger Travis Hernes til Campo efter torsdagens træning.
– Superligaen er meget anderledes fra akademi-fodbold. Det er meget mere fysisk, og spillerne er meget stærkere og alt går meget hurtigere, siger nordmanden.
Selvom AaB har haft det svært i flere kampe, har Hernes leveret flere fine præstationer.
– Jeg var forberedt på, at der ville være forskel, men jeg vil sige, at jeg var overrasket over tempoet i spillet.
– Men når jeg har holdkammerater, som hjælper mig og er vant til tempoet, så kommer man hurtigt ind i rytmen, lyder det.
Den 19-årige nordmand blev onsdag udtaget til det norske U21-landshold. Lejeaftalen med AaB løber resten af sæsonen.