
Hermansen ser ikke Schmeichel som mentor
Mads Hermansen og Kasper Schmeichel kæmper om at være målmand på det danske landshold.

Kasper Schmeichel og Mads Hermansen har en del tilfælles.
Foruden at være udtaget til Brian Riemers landsholdstrup har de begge vogtet mellem stængerne for engelske Leicester.
Men selvom deres karriereveje har lighedstræk, har Mads Hermansen svært at se Kasper Schmeichel som en decideret mentor trods en stor beundring for den tidligere Leicester-keeper.
Det fortæller den nuværende Leicester-målmand i et interview med Viaplay.
– Jeg vil ikke kalde ham en direkte mentor, men jeg synes, at vi er gode til at snakke om målmandsspillet, når vi er samlet på landsholdet.
– Man joker jo meget med det her ‘Målmændenes fagforening’, men vi kan jo tale lidt dybere sammen om de tekniske og taktiske aspekter af spillet, siger Mads Hermansen til Viaplay.
Derudover fastslår Hermansen også, at han agter at være førstemålmand på det danske landshold.

– Jeg har lært meget af Kasper, men det er jo, som fodbold er. Det er ikke kun på målmandsposten, at vi kæmper om pladserne.
– Han har jo været med til at bygge Leicester op til det, som de er i dag. Så han kan helt sikkert stadig mærkes i klubben, siger Mads Hermansen til Viaplay.
