
Truende adfærd og visitation: 150 henvendelser fra BIF-fans
Danske Fodboldfans har modtaget hundredevis af klager efter hændelser i udebaneafsnittet efter mandagens Superliga-kamp mellem Brøndby og Randers, hvor der har været utilfredshed med vagterne i Randers.

Det var ikke kun dramatisk på grønsværen, da Randers FC slog Brøndby IF med 4-2 og sikrede sig en placering i top 6 i Superligaen.
Opgøret har fået et efterspil, da organisationen Danske Fodboldfans (DFF) har modtaget op mod 150 henvendelser om den måde, som vagterne fra Randers har håndteret udebanefansene i forbindelse med kampen.
Det skriver fanklubben Brøndby Support på Facebook tirsdag aften.
– Efter kampen i Randers i går mandag har Danske Fodboldfans modtaget op imod 150 henvendelser vedrørende truende adfærd og grænseoverskridende visitation, skriver Brøndbys officielle fanklub.
– DFF har taget kontakt til Divisionsforeningen og forfølger sagen. Vi følger sagen tæt og samarbejder med DFF om dette.
Hvem er DFF?
Danske Fodboldfans (DFF) er en interesse og netværks organisation for fodbold fanklubber, fangrupperinger og fodboldfans i Danmark.
DFF’s opgave og formål er at fungere som talerør for de danske fodboldfans og arbejde for at forbedre rammerne og vilkårene for de tusindvis, der bidrager til at skabe kulissen omkring dansk fodbold.
Brøndby Support har tidligere i dag fået støtte fra AGF’s fanklub.
– Vi vil gerne minde AGF-fans om, at hvis I oplever uhensigtsmæssigheder, ubehagelige visiteringer og andre problematisk forhold til en fodboldkamp, kan I indberette dette på nedenstående formular, skriver AGF Fanclub Aarhus.
Brøndby Support opfordrer til at gøre det samme i deres Facebook-opslag.
Meldingen kommer i kølvandet på, at Østjyllands Politi til gårsdagens opgør noterede sig for omkring 40 sigtelser, der blev rejst mod udeholdets fans.

Randers FC fortæller efterfølgende til Campo, at de, der skal behandle sådanne sager, er blevet underrettet og undersøger det nærmere.