
Riemer vild med Høgsberg: En leder gemt i ham
19-årige Lucas Høgsberg er blandt Brian Riemers udvalgte til landsholdet.

18 Superliga-kampe og nu dansk landsholdsspiller.
Lucas Høgsberg fra FC Nordsjælland er udtaget til det danske landshold for første gang.
Med sine kun 19 år træder den unge back ind på landsholdet med store roser fra den nye landstræner.
– Hans stil passer yderst godt ind i det, vi gerne vil. Ikke kun på den korte bane, men også på den lange. Han har fart og spiller med stor aggressivitet.
– Han gør det med stor kvalitet, men han gør det frem for alt med stort mod. Og så synes jeg også, at der ligger en leder gemt i ham, siger Brian Riemer i forbindelse med udtagelsen.
Landstræneren er dog også bevidst om ikke at lægge et for stort pres på Høgsberg.
– Han er ung, og vi skal også passe på, at vi ikke lægger for meget fokus over på ham fra start af.
– Han har allerede vist for sin klub, at han er villig til at tage stort ansvar. På den position, han spiller, er det en yderst vigtig kompetence, siger Riemer.
Lucas Høgsberg har spillet 21 kampe for det danske U19-landshold.