
Riemer om ung FCK’er: Kan spille med på øverste hylde
Brian Riemer er blevet overbevist ved at have fulgt Victor Froholdts udvikling.

Den danske landstræner Brian Riemer havde flere overraskelser i sin landsholdstrup tirsdag.
Kort efter frokost udtog han nemlig de spillere, der skal repræsentere Danmark i de kommende landskampe i Nations League mod Portugal.
Og her var flere unge spillere med – heriblandt FCK’s store talent Victor Froholdt.
Den 19-årige F.C. København-spiller har leveret flere gode præstationer for sin klub – blandt andet mod Chelsea i Conference League – og det har altså overbevist landstræneren.
– Han har overbevist mig om, at han kan spille på den internationale scene.
– Han har en ekstrem fysisk pakke og kan komme rundt på banen og dækker et stort område. Han er aggressiv i sit presspil og kan erobre mange bolde, og så spiller han med stort oveskud i forhold til at modtage bolden centralt, lyder det fra Riemer, som også taktisk har en stor fidus til FCK’s midtbanespiller.
– Han er villig til at flytte bolden gennem linjerne, og han kan skabe ubalance hos modstanderne. Han har vist i Superligaen og på den internationale scene, at han kan sætte sine kvaliteter i spil.
Victor Froholdt har spillet 19 superligakampe for F.C. København i denne sæson, og han har tidligere spillet på det danske U17- og U19-landshold.