
40 sigtelser af BIF-fans i Randers-fiasko
Østjyllands Politi har noteret omkring 40 sigtelser efter gårsdagens Superliga-kamp i Randers.

Mandag blev en tung aften for Brøndby IF.
Vestegnsklubben tabte nemlig til Randers FC i en vigtig duel om en plads i top 6.
Men udenfor banen var der også problemer for Brøndby.
Omkring 40 sigtelser blev rejst mod udeholdets fans. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten for mandag.
Sigtelserne kommer som følge af overtrædelser af maskerings- og fyrværkeriloven.
Flere Brøndby-fans er således blev taget i besiddelse af balaclavaer, røgbomber, romerlys og blitzlys, der blev forsøgt smuglet ind i lommer, tasker og underbukser på fansene.

Enkelte fans er også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politiet melder udover de 40 sigtelser om en rolig aften.
Søndag bliver det afgjort, om Brøndby bliver en del af Superligaens mesterskabsspil. Det gøres i direkte duel med Silkeborg IF.