
FA afviser Forest-appel: Stadsfæster gigantisk bøde
Sagen stammer oprindeligt helt tilbage fra april 2024.

6,7 millioner kroner.
Så meget kommer et opslag på X til at koste Nottingham Forest.
Premier League-klubben havde ellers appelleret bøden fra det engelske fodboldforbund, FA, men bøden er mandag blevet stadsfæstet, og dermed må Premier Leagues helt store overraskelse i denne sæson punge ud.
Sagen går næsten et helt år tilbage, for i modsætning til Champions League-aspirationerne i denne sæson var Nottingham Forest i april sidste år i akut nedrykningsfare, hvor særligt Luton var den direkte konkurrent.
Efter 2-0-nederlaget til Everton den 21. april lød i et tweet fra Nottingham Forest:
– Tre ekstremt ringe beslutninger – tre straffespark ikke givet – hvilket vi ganske simpelt ikke kan acceptere.
– Vi advarede inden kampen PGMOL (det engelske dommerforbund, red.) om, at VAR-dommeren er fan af Luton, men de ændrede ham ikke. Vores tålmodighed er blevet testet adskillige gange. NFFC vil nu overveje sin muligheder.

En uafhængig appelinstans har nu stadsfæstet den oprindelige bøde.
Derudover er Nottingham Forest blevet beordret at slette opslaget.
VAR-dommeren, der er tale om, er 42-årige Stuart Attwell.