Herrelandsholdet

Kommentar: Det er nu vi kan kræve noget af landstræneren

Denne gang er det Brian Riemers landshold.

Brian Riemer før Superliga-kampen mellem Viborg FF og Brøndby IF.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På tirsdag begynder Brian Riemer som dansk landstræner.

Hov, hov siger du så. Han blev jo ansat for fire måneder og to landskampe siden? Ja, ja, men det er først fra nu, vi for alvor kan bedømme ham.

Brian Riemer overtog et bo efter Kasper Hjulmand, lidt Morten Wieghorst i kulissen og senest en anden midlertidig – Lars Knudsen. De havde lagt planerne, vist deres vej. Riemer skulle fortsætte i to kampe (Spanien og Serbien) med kort tilløb og helst uden bump.

Nu er det for alvor hans landshold, hans ansvar – det er fuldbyrdet hans ideer, hans navne, hans ageren, hans resultater … ham vi skal bedømme. Fra den dag hvor han udtager sin trup til kampene mod Portugal (20. og 23. marts).

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Vi bedømte som sådan ikke Brian Riemer efter et nederlag og en uafgjort i de to kampe i 2024. Det ville ikke have været fair. Men nu har kluden visket rent, nu er det hans ansvar uden referencer. Hvordan kommer hans landshold til at se ud, hvorfor – og hvad skal og kan det? Brian Riemers danske landshold.

Forvent ikke et læs nye navne, men spændende at se, om der bliver møbleret om og hvad indretningen indikerer. For han har masser af ideer, masser af fodboldkyndig udfarenhed, masser han vil af med og vise os alle.

Og han har et interessant potentiale til at forny, til at vise vejen, til at præsentere noget, der begejstrer. De danske fans er der på en gratis omgang. Det har været det man kalder svingende, faktisk siden de glade EM-dage, der stadig omtales som “uforglemmelige”. Men vi mødes i folkets park i landsholdstrøjer og forhåndsglæde til ære for fællesskabet. 

Brian Riemer har som mellemlægspapir fra dag ét og hidtil trådt i populistisk tale. Han har åbnet op med “spændende” navne, holdt en rimelig lang hyldest til “årets spiller” og forfriskende nok ikke taget fra klicheskuffen: …”men det holder jeg for mig selv”.

Bliv ved med din åbenhed, Brian. Vi orker ikke mere fra slagtøjsafdelingen – “jeg synes, vi er et godt sted”. Landstræneres ideforladte standardudtryk. Fra om en måned og frem vil vi høre mere, lære mere, se mere. 

Den første kontante melding er altså udtagelsen af de 23 spillere, der sendes ud i fri luft med Brian Riemer som afsender – attention det danske fodboldfolk. Klar tale – også om dem, der måske ikke er med, men som interesserer os. Hvorfor? Vi vil høre om hele processen.

Det kan godt være der ikke kommer så meget nyt. Men lidt har også sin ret, og vi vil bare være på det “sted”, hvor vi kan bygge vores mening om landsholdet og den nye træner op på det rigtige grundlag. Så vi kender præmisserne. Det giver det helt rigtige fundament for en kvalificeret debat. 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Som klubtræner bliver du bedømt til hverdag og mest af dine egne. Samlet set er det resultaterne, men har du samme logo som træneren, dissekerer du mere udførligt. 

Som landstræner er du der en gang imellem – og så alligevel hele tiden. 

Nu har Riemer med vores tilladelse trådt op som ham vi skulle lære at kende. Vi har sagt God Aften og Go’ Morgen i TV-showform, på TV 3 og senest i TV 2’s sofa på gangen, vi har hørt om hans forhold til den københavnske vestegn, til Suspekt, til Thomas Frank og Ståle Solbakken, til sommerhuset i Odsherred og vi ved, at han har en shar pei hund med blå tunge…

Nu skal vi vide om hans landshold – tirsdag træder han for alvor ind som “den nye landstræner”.

Populære historier

Seneste

Notifications

Notifikationer

P