
FCN-chef ikke i tvivl: Han er klar til landsholdet
Ung FC Nordsjælland-stopper er klar til landsholdet, mener cheftræner.

Unge Lucas Høgsberg er klar til landsholdet.
Så klar var meldingen fra FC Nordsjællands cheftræner, Jens Fønsskov Olsen, da han blev spurgt til den unge stoppers landsholdsmuligheder efter sejren over Vejle.
Landstræner Brian Riemer var tilstede fredag aften i Farum, og nordsjællændernes cheftræner havde da også en idé om, hvem landstræneren spejdede efter.
– Lucas er vel et okay bud. Det ville jeg hvert fald gøre, hvis jeg var i deres situation, udtaler Fønsskov Olsen til Viaplay efter FCN’s sejr.
Høgsberg er bare 18 år og har aldrig spillet på U21-landsholdet. Men spørger man FCN’s cheftræner er den unge stopper klar.

– Det kan godt være, man vælger at tage Lucas med og sige “vi ved, du skal spille her lige om lidt”, og så tager man ham med, giver ham oplevelsen og viser ham rytmen på landsholdet.
– Det vej kan man jo godt gå. Det er ikke fordi, man skal tage spilleren og proppe ham direkte ind på banen. Men han er klar, slår træneren fast.
Landstræner Riemer udtager sin trup til de kommende Nations League-kampe mod Portugal på tirsdag.
FC Nordsjælland vandt fredagens opgør mod Vejle med 3-1. Se målene fra kampen her.
