
Bittert: Marseille besejret dybt inde i tillægstiden
Pierre-Emile Højbjerg og resten af Marseille led sent lørdag aften et af den slags nederlag, der svier lidt ekstra.

Kan nederlag gradbøjes i bitterhed? Formentlig.
Og hvis der skal foretages en akut undersøgelse, så er Marseille-spillerne nok en god gruppe at begynde med.
Efter at have holdt nullet i mere end 90 minutter endte det nemlig alligevel med et 0-1-nederlag hjemme mod Lens sent lørdag aften.
Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg var vanen tro at finde i Marseilles startellever.
Han var også med til at holde nullet i kampens første 93 minutter.
Men i det fjerde tillægsminut gik det galt, da marokkanske Neil El Aynaoui fandt vej til Marseilles mål efter flot forarbejde af holdkammeraten Deiver Machado, der tog bolden ned efter en lang bold og serverede den til Aynaoui tæt under mål.
Med nederlaget kan Marseille nu blive overhalet af Nice i indeværende Ligue 1-runde.
Det kræver dog en sejr – ellers fastholder Pierre-Emile Højbjerg og kompagni sin andenplads i den bedste franske række.