
Neville bekymret for Højlund: Folk ventede bare på det
Den engelske fodboldekspert Gary Neville ser bekymret på danske Rasmus Højlunds udvikling i Manchester United.

Rasmus Højlund har det svært i Manchester United.
Og nu beskriver en af klubbens største legender også sin bekymring på danskerens vegne.
I løbet af weekendens FA Cup-exit til Fulham, hvor Manchester United som forsvarende mestre strøg ud af den ikoniske pokalturnering efter et nederlag i straffesparkskonkurrence, så Gary Neville nogle endnu mere bekymrende tendenser i danskerens nedadgående karriere på Old Trafford.
– Der er ingen fart oppe foran. Højlund havde en rigtig svær kamp, og det er bekymrende, siger Neville i podcasten The Overlap.
Især bed den nuværende fodboldekspert mærke i hjemmepublikummets negative reaktion, da den danske landsholdsspiller blev skiftet ud efter 68 minutter.
– Han har talent og god fysik i sit spil. Men han er ramt lige nu, og han kæmper virkelig. Du kunne se, at da han blev skiftet ud, blev tilskuerne helt lettede. De forventede, at han skulle skiftes ud, siger Neville.
Rasmus Højlund kan få spilletid i morgen torsdag, når Manchester United indleder næste runde af Europa League-turneringen mod Real Sociedad.