
Medie: Landsholdsdansker skifter permanent
Rasmus Nissen Kristensen vender efter alt at dømme ikke retur til Leeds.

Rasmus Nissen Kristensen kan meget vel have spillet sin sidste kamp for Leeds.
Den danske forsvarsspiller har i indeværende sæson været udlejet til tyske Eintracht Frankfurt – og det har været et godt match.
Også så godt, at skiftet ifølge Sky Sports Germany bliver permanent.
Journalisten Florian Plettenberg skriver på X, at parterne allerede har indgået en forhåndsaftale.
Frankfurt fik i sommer sikret sig en købsoption, da man lejede Rasmus Nissen Kritensen.
Det er dog lykkedes Bundesliga-klubben at forhandle den ned fra 10-12 millioner euro til i stedet seks millioner euro. Bonusser kan sende den op på otte millioner euro.
Den 27-årige dansker bliver udstyret med en aftale frem til sommeren 2029.
Det forventes, at der vil gå nogle uger, inden handlen bliver offentliggjort.
Rasmus Nissen Kristensen har i denne sæson været en nøglespiller for Frankfurt, hvor han har noteret sig for 30 kampe til trods for skader.
Det er lige så mange kampe, som han har under bæltet i Leeds, der tilbage i sommeren 2022 købte ham i RB Salzburg.
Den danske back er et produkt af FC Midtjyllands ungdomssystem og står derudover noteret for 24 A-landskampe.