
Nu er Knudsen cheftræner: Har ledt efter en udfordring
Lars Knudsen er glad og stolt over at have landet sit første cheftrænerjob.

Han har haft en masse forskellige roller, men nu får han sin debut.
Debut som cheftræner, når han til sommer tager over som U21-landstræner efter Steffen Højer.
48-årige Lars Knudsen har skrevet en toårig aftale med DBU, og dermed får han sit ønske om at blive cheftræner, et ønske han ytrede åbent og ærligt, da han stoppede som assistenttræner på A-landsholdet i december.
– Jeg er stolt og glad for at få muligheden for at udvikle de største danske talenter. Jeg har ledt efter en udfordring, hvor jeg kan bruge mine kompetencer som cheftræner og præge en udvikling, lyder det fra Lars Knudsen.
Selvom han er fortid på det danske A-landshold, så glæder han sig til igen at skulle arbejde med sine nu både tidligere og kommende kollegaer.

– Jeg glæder mig til at arbejde med de største danske talenter og sammen med gode kolleger i DBU udvikle spillere til vores A-landshold og opnå resultater, lyder det fra Lars Knudsen.
Den 48-årige nordjyde fortsætter i sit nuværende job som assistenttræner i tyske Augsburg frem til sommer.