3F Superligaen

Ikke længere kun Brøndby og FCK: Hooligan-syge spredes

For bare en måned siden blev der meldt ud om en række nye tiltag i kampen mod fodboldbøller. Nu er der flere på vej.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Strakskarantæner, deling af videomateriale, investeringer i kamerateknologi og mærkbare konsekvenser ved forulempende adfærd overfor politi og personale.

Det var, hvad der i grove træk kom ud af mødet mellem Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og de danske fodboldklubber tilbage i begyndelsen af februar.

Allerede en måned senere varsles der nu yderligere tiltag.

Justitsministeren mener nemlig ikke, at der bliver gjort nok.

Det fortæller han til DR Sporten.

– Det er helt og aldeles uacceptabelt, at betjente kommer til skade, alene fordi de passer deres arbejde. Episoden viser desværre, at hooligansygen spreder sig i Danmark og ikke længere kan isoleres til, når Brøndby og FCK mødes.

– Derfor kommer vi i den kommende tid til at tage fat med jernhandsken, så vi kan holde de mennesker, der laver vold og uro, væk fra de danske fodboldstadions, siger Peter Hummelgaard til DR Sporten.

Konkret arbejdes der lige nu på et lovforslag, der skal gøre det muligt for politiet at meddele strakskarantæner, ligesom man også gerne vil give klubberne mulighed for at dele overvågningsbilleder af hooligans. Dertil arbejdes der på endnu flere tiltag, som forventes at blive præsenteret inden sommer, oplyser justitsministeren videre.

Udtalelserne kommer i kølvandet på søndagens kamp mellem AaB og F.C. København.

Undervejs i opgøret var der uroligheder, og tre personer forlod kampen med sigtelser for blandt andet af medbringe og affyre kanonslag.

Efter slutfløj eskalerede urolighederne, da der blev affyret kanonslag og kastet med sten mod politiet på banegården i Aalborg.

Nordjyllands Politi har sågar bekræftet i en pressemeddelelse, at en betjent blev ramt og pådrog sig skader i ansigtet.

Der blev i den forbindelse foretaget en enkelt anholdelse.

Fodboldbøller skal nedkæmpes af nye forslag

Populære historier

Seneste

Notifications

Notifikationer

P