
Flotte mål i Madrid: Real tager første stik mod Atletico
Intet er endnu afgjort i den rene madrilenske Champions League-ottendedelsfinale.

En curler her, en curler der og en curler til at slutte af.
Det var tre smukke mål, der tirsdag aften faldt på Estadio Santiago Bernabéu, da Real Madrid slog bysbørnene fra Atletico Madrid i den første af de to holds Champions League-ottendedelsfinaler.
Brahim Diaz blev den store helt for hjemmeholdet, der tager den mindst mulige fordel med til returopgøret.
Kampen startede elendigt for Atletico Madrid og for venstreback Javi Galan i særdeleshed. Allerede efter fire minutter blev bolden spillet indenom Galan, som halsede efter Rodrygo. Real Madrid-brasilianeren trak ind i banen og curlede bolden ind bag Jan Oblak.
Bare to minutter senere var den gal igen, og efter en identisk situation, hvor Galan igen blev spillet helt rundtosset, skulle den 30-årige forsvarsspiller prise sig lykkelig for, at kampens franske dommer ikke dømte straffespark for hans håndtering af Rodrygo.
Gæsterne kom sig langsomt over chokstarten, og efter en god halv times spil var det så Julian Alvarez’ tur til at chokere. Argentineren gled af på en tackling fra Eduardo Camavinga, og fra en spids vinkel lykkedes han med det umulige: At finde en vindue i målet, Thibaut Courtois ikke formåede at dække.
Det var i samme ende og med en nogenlunde tilsvarende afslutning, at Brahim Diaz ti minutter efter pausen gav sig selv helterollen i den hvide del af Madrid.
Her blev Jose Maria Gimenez offer for marokkanerens lave tyngdepunkt, og med kampens tredje curlede afslutning – denne langs jorden – gjorde han det til 2-1.
Real Madrid kunne i overtiden have gjort det til 3-1 ved både Vinicius Junior og Luka Modric, men de måtte nøjes med en etmålssejr.
Rodrygo med lynscoring efter fire minutter:
Julian Alvarez udligner til 1-1:
Brahim Diaz bringer Real Madrid på 2-1: